Regler og samvær

Samværsaftaler

For at alle skal føle sig tilpas på skolen, har vi selvfølgelig nogle samværsaftaler for, hvordan man opfører sig. Samværsaftalerne skal gøre, at alle kan føle sig trygge og have overskud i hverdagen, og at man passer godt på skolens bygninger og inventar.

Ved skoleårets start udleverer vi Højer Efterskoles samværsaftaler til eleverne og diskuterer og begrunder indholdet. Som elev på Højer Efterskole forventer vi, at du behandler medarbejdere og kammerater med respekt. Det gælder måden, hvorpå vi taler til og om hinanden, og måden vi behandler hinanden på.

De to vigtigste regler er:

1. Det er ikke tilladt at indtage øl, vin, spiritus eller euforiserende stoffer af nogen som helst art. Denne regel gælder også på vej til og fra skolen. Dette kan medføre bortvisning. Vi accepterer ikke weekendforbrug af stoffer.

2. Vi tillader ikke seksuel samkvem mellem eleverne. Dette kan medføre bortvisning.

En af de spændende udfordringer, man har som efterskoleelev, er at bo sammen med andre mennesker i så lang tid. Alle elever bor på to- eller tremands værelser. Man kan få utrolig megen glæde og gavn af hinanden på værelserne både socialt og fagligt. Derfor er det også en del af den daglige rutine, at man er på egne gange kl. 21.30 og på egne værelser kl. 22.00.

Vi vil gerne, at der i løbet af skoleåret opstår et særligt gang fællesskab. Vi mener ligeledes, det er befordrende for sammenholdet blandt værelseskammerater, at man skal være sammen og også få løst evt. konflikter, der naturligvis kan opstå, når man bor så tæt sammen. Skulle der komme problemer, man ikke selv kan håndtere, er det vigtigt at gøre brug af sin kontaktlærer.

Kl. 22.30 er det ”godnat og sov godt”. Vi skal alle være friske til den kommende dags aktiviteter.

Som elev på Højer Efterskole har du også nogle rengøringsopgaver. Én gang ugentlig gøres der rent på værelserne. Derudover skal fællesarealerne holdes rene, og på skift hjælper man til i køkkenet.