Spring

Hvem kan være med?

  • Kan jeg være med selvom jeg er nybegynder?

Niveauet på vores springhold er altid meget blandet. Vi får ofte elever som aldrig har sprunget før. Samtidigt får vi elever som har sprunget længe eller har en baggrund i anden lignende sport som f.eks. gymnastikken.

Der er intet krav om, at du skal kunne springe inden du kommer. Der er plads til elever fra alle niveauer. Det vigtigste er, at du har lyst til at springe og mod/vilje til at kaste dig ud i noget nyt.

Hvis du har været meget aktiv, så er det selvfølgelig en fordel, men det er bestemt ikke et krav. Så længe du har lysten og interessen til at springe, så kommer resten af sig selv. Undervisningen er struktureret således, at alle kan være med og have det sjovt med at lære at springe.

Hvis du vil springe med til opvisning, så skal du som minimum kunne udføre en lukket salto på trampolin, eller et banespring på airtrack. Banespring kan f.eks. være kraftspring, araberspring eller lignende.

  • Skal man have spring hele året?

Spring er en af vores 6 linjefag på Højer Efterskole. Spring er dermed et tilvalg, som du selv vælger til dit efterskoleophold. Det er altså ikke obligatorisk. Du kan sagtens gå et helt år på Højer Efterskole uden at springe.

Hvis du er i tvivl om hvorvidt spring er noget for dig, så kan du roligt melde dig til og prøve det af. Der er mulighed for at skifte linjefag, hvis det viser sig, at spring ikke er noget for dig. Du behøver altså ikke nødvendigvis at have spring hele året.

Hvor meget fylder spring?

På Højer Efterskole har vi springundervisning 3 gange om ugen. Springundervisningen er altid et dobbeltmodul (90 min). Derudover, så er der mulighed for aftenspring en gang om ugen. Der er ikke fri benyttelse af springhallen i fritiden, da der skal være en lærer tilstede.

Weekender hvor springunderviserne er tilstede, vil der være mulighed for aftenspring. Derudover er vi til opvisninger cirka 15-25 gange om året, hvor spring også vil være en del af opvisningen.

Om undervisningen

  • Faciliteter

På Højer Efterskole springer vi i vores hal. Her er der både springgrav, springbaner, airtrack, trampolin og andre gode sager. Springgraven kan gemmes i gulvet, så vi har mulighed, for at pakke springcenteret helt væk. På den måde er der mulighed for boldspil og andet i hallen.

Vi har også en stortrampolin, som vi flittigt bruger i undervisningen. Den er på hjul og er dermed ret nem at transportere frem og tilbage. Stortrampolinen bliver altid pakket væk efter brug. Den må samtidig også kun blive anvendt i samarbejde med en lærer, og man springer altid en ad gangen på den.

  • Opvarmningen

Opvarmning er en fast del af springundervisning. Vi varmer altid op, før vi springer. Kroppen er ikke altid klar på den modstand vi møder på trampolinen og luftbanen. Opvarmningen hjælper med at gøre vores muskler og led varme, hvilket gør, at vi bedre tåler uheldige/forkerte landinger.

Hvilken opvarmning vi laver, kan variere meget. Det kan f.eks. være en normal grundopvarmning med sving, styrke, løb osv. Det kan også være en mere legende opvarmning, hvor vi leger os varme. Ofte har elevernes energi og humor indflydelse på, hvilken opvarmning vi laver. Der kommer tit ønsker om en specifik opvarmning/leg. Dem imødekommer vi gerne. Andre gange hjælper eleverne hinanden med f.eks. at varetage dele af en opvarmning for de andre.

Påklædning

Hvilket tøj anbefaler vi til spring?

Det vigtigste udstyr du skal bruge til spring, er noget godt og behageligt sportstøj. Det skal gerne være tøj med god mulighed for bevægelse. Det kan være en god ide at have meget sportstøj med hjemmefra, da vi laver meget bevægelse på skolen.

Typisk bruger man shorts, joggingbukser, t-shirt, leggings, sports bh og tanktop til spring. Det er en rigtig god ide at undgå knapper og lynlås. Strømper bruger man typisk ikke til spring, men hvis det er nødvendigt, så sørg for at have knopper på undersiden.

Man må gerne bruge en hættetrøje til opvarmningen. Det kan være en god hjælp til at få varmen hurtigere, men vi springer som udgangspunkt ikke i dem. Man må gerne have springsko på i undervisningen og til opvisning, hvis man er afhængig af dem.

Opvisninger

Hvor mange opvisninger skal vi ud til?

På Højer Efterskole skal vi ud til cirka 15-25 opvisninger om året. Vi kommer godt omkring i det sønderjyske, men vi plejer også f.eks. at komme op til Kolding. En opvisning varer typisk 25 minutter. Hvis det ikke er en “bliveweekend”, så kan man efter aftale med skolen selv køre derud.

Spring er en del af vores opvisning, men kun et tilbud. Det er altså ikke noget man skal. Men vi ser helst, at dem der kan bidrage med spring også deltager i springdelen af opvisningen. Det er bare sjovest når vi er flere om det. De elever der bliver lidt nervøse omkring det, ender også oftest med at være glade for, at have deltaget.

Men hvis du føler et stort ubehag ved tanken om at opvise, så kan du altså godt have spring som linjefag, uden at du behøver deltage i springdelen af opvisningerne. Men vi ser helst at du deltager, da det kan være rigtig god læring for dig, at overkomme det ubehag du føler, når der skal opvises for andre.