Japansk

Japansk som begyndersprog

Japansk på Højer Efterskole er et begyndersprog. Du skal altså ikke kunne noget japansk, inden du starter hos os. Faktisk så er langt størstedelen af vores elever på japansklinjen nybegyndere. Nogen har bekendtskab med Japan i forbindelse med f.eks. manga og animé.

Gå-på-mod og lysten til at lære et nyt og spændende sprog er vigtigst. Undervisningen er struktureret omkring japansk som begyndersprog, så alle kan være med.

Hvis du allerede kan noget japansk, så skal du dog nok blive udfordret. I dette tilfælde, kan du få sværere tekster og opgaver, ligesom nogle af vores andenårselever. Du vil selvfølgelig stadig blive hjulpet og vejledt på lige fod med alle andre. Men du vil formodentlig til tider være mere selvkørende.

Japansklinjen plejer at have mellem 10-15 elever. Det er dermed et lille hyggeligt hold. Det giver os både god plads i lokalet og god tid til den enkelte elev. Samtidig giver det mulighed for, at vores elever kan være mere medbestemmende omkring, hvad vi arbejder med.

Hvad lærer man på japansklinjen?

På japansklinjen kommer vi omkring mange forskellige ting. Vi skal både arbejde med forskellige kulturfænomener, historie og det japanske sprog. Herunder kan du læse mere om, hvad vi f.eks. skal arbejde med.

  • Japansk kultur og historie

Som en stor del af undervisningen, skal vi arbejde med japansk kultur og historie. Dette er et meget bredt emne og vi vil komme omkring mange forskellige ting. Vi skal arbejde med både nyt og gammelt i historie.

Det kan f.eks. dreje sig om samuraiernes verden. Samuraierne er en stor og spændende del af japans historie. Vi skal snakke om hvorfor samuraierne opstod og hvad deres rolle var. Vi skal også arbejde med populærkultur, som f.eks. manga og animé, musik, film, mad, mode osv.

  • Japansk skriftlighed

Japansk skriftlighed vil også være en stor del af undervisningen. Her vil vi komme omkring alle aspekter af det japanske sprog. Vi skal altså både tale, lytte, læse og skrive japansk. Der vil dog være størst vægt på at tale, lytte og læse.

Det japanske skriftsprog kan være ret kompliceret at lære, da det indebærer flere forskellige alfabeter. Målet vil være at opnå en god basal skriftlighed. Du vil komme til at skrive i de to grundalfabater hiragana og katakana.

Hvis du har lyst til at bevæge dig ud i de mere komplicerede Kanji-skrifttegn, så vil du også få mulighed for det. Her kan du få arbejdspapirer og vejledning, men dit arbejde med det, vil primært foregå uden for timerne.

  • J- og K-pop

Musik vil også være en naturlig del af japansk undervisningen. K-pop er koreansk musik og vil som udgangspunkt ikke være noget, som vi beskæftiger os med. Der kan være cross-overs i japansk og koreansk kultur, så på den måde vil du også få lidt viden om Korea.

Japansk musik vil bestemt være en del af japansklinjen. Her vil vi også arbejde med J-pop. Vi vil bruge musik i sprogundervisningen gennem oplæsning og oversættelse af lyrik. Vi vil også bruge musik til forskellige lytteøvelser.

Som en del af kendskabet til den japanske musikkultur, vil du foruden J-pop også få kendskab til både traditionel musik og animé soundtracks. Japanske børnesange vil også blive brugt som en del af den sproglige undervisning.

  • Animé

Animé er en stor og integreret del af japansk kultur. Derfor vil det også være en stor del af vores undervisning. Du vil her få viden om animé ud fra forskellige stilarter. Vi vil også arbejde med den historiske udvikling af fænomenet.

Animé vil samtidig blive anvendt til den sproglige del af faget. Dette vil f.eks. være i forbindelse med lytteøvelser eller i forhold til at oversætte animétitler. I linjefagsuger, vil der ofte også blive vist en animé, som led i en hyggelig og fællesskabsdannende atmosfære.

  • Manga

Manga er en kæmpe kulturfanebærer for Japan. Derfor vil manga også være en naturlig del i vores undervisning. I forhold til den sproglige undervisning, så vil det typisk være i anden halvdel af skoleåret, da det kræver et rimeligt bundniveau at læse en manga. Mængden af manga vi skal læse, vil derfor afhænge lidt af det enkelte hold.

Vi vil også beskæftige os med manga i forbindelse med historie. Her vil du få kendskab til mangas historiske udvikling og forskellige stilarter. Vi vil som udgangspunkt ikke tegne manga. Der kan være kombinerede sprog- og tegneprojekter, som kan have karakter af manga.

Vi har et tæt samarbejde med billedkunst på skolen. I den forbindelse kan der være mulighed for et tværfagligt projekt. Her kan du måske få mulighed for, at udfolde dine evner indenfor manga-kunst.

  • Japansk mad

Japansk mad kan være en del af den kulturelle snak i undervisningen. Men vi vil som udgangspunkt ikke beskæftige os med madlavning i den daglige undervisning. Der kan dog være mulighed for det på linjefagsdage og linjefagsuger, hvis der er stemning for det.

Vi har også et tæt samarbejde med madlinjen på skolen. Her kan der være mulighed for tværfaglige projekter i forhold til at lave japansk mad.

  • Cosplay

Cosplay vil ikke være en del af den daglige undervisning. Hvis eleverne går op i det, så kan det inkluderes i linjefagsuger, linjefagsweekender og linjefagsdage.

Vi har ofte elever, som går op i cosplay og har et hyggeligt fællesskab omkring det i skoletiden og fritiden. Du må gerne gå i skole i dit cosplay-tøj. Typisk har vi flere elever, som synes det er sjovt. Nogle gange kan de elever finde på at arrangere cosplay-dage, for dem som har lyst.

  • Udvekslingsstuderende

På Højer Efterskole har vi tradition for, at få besøg af nogle japanere som er på udveksling. De er her ofte nogle dage for at opleve det danske efterskolemiljø. Dette giver også vores elever mulighed for, at snakke med nogle japanere. Tidspunktet for dette varierer fra år til år.

Vi har desværre ikke tilknyttet nogen tur til Japan, som et led af linjefagsforløbet. Det er selvfølgelig en drøm vi har og det er med i skolens fremtidsvisioner.

 

Hvor meget fylder japansk?

Du vil have 4,5 timers skemalagt japanskundervisning om ugen. Derudover er der mulighed for aftenundervisning i japansk en gang om ugen. Vi har også både linjefagsuger, linjefagsweekender og linjefagsdage.

Linjefagsugen er en af højdepunkterne på et efterskoleår. Her vil vi få mulighed for virkelig at gå i dybden med linjefagene. På japansklinjen tænker vi ud af boksen, når vi har linjefagsuge. Vi vil altså lave noget andet end bare tavleundervisning. Det kan f.eks. indebære film, O-løb, åbent- eller tværfagligtprojekt og generelt anderledes aktiviteter.

Om underviseren

Anton underviser i japansk og historie/samfundsfag på skolen. Han er japansk-gift og er selv halv japaner. Med en mor fra Japan, så har han haft japansk med sig fra barnsben af. Dette har givet en lyst til at studere den japanske kultur og det japanske skriftsprog.

Anton har også en kandidatgrad i japansk fra Aarhus Universitet. Derudover har han været i Japan 19 gange på både udveksling og længere ophold, som alle har varet mindst en måned.