• Et stærkt fællesskab

    Et stærkt fællesskab

  • Faglig udfordring

    Faglig udfordring

  • Gymnastik for alle

    Gymnastik for alle

  • Målrettet og hård træning

    Målrettet og hård træning

  • Japansk linjefag

    Japansk linjefag

Højer Efterskole

Højer Efterskole er bygget i 1951. Kredsen bag skolens grundlæggelse ønskede dengang at styrke danskheden i denne del af grænselandet, og skolen fik derfor navnet Den Danske Ungdomsskole i Højer. Senere ændredes navnet til Højer Ungdomsskole, og i 2010 blev det vedtaget, at skolen fremover skulle hedde Højer Efterskole.

Den Danske Ungdomsskole i Højer startede i 1951 som en ren pigeskole for 50 piger, men blev i 1959 en skole for begge køn. Siden har elevholdene fordelt sig med næsten lige mange drenge og piger. Skolen rummer nu plads til 90 elever.

Højer Efterskole har gennem hele sin historie være drevet som en skole, hvor man har lagt vægt på gymnastik, på de boglige fag samt praktisk/kreative blokfag. I dag profilerer vi os på kampsport, esport, japansk, spring, dans/rytme samt fællesgymnastik og et tæt og trygt fællesskab.

Skolens historie

Højer Efterskole er placeret i grænseegnen, hvor de kulturelle forskelle mellem dansk og tysk ved skolens start var ganske store. Egnen bar stadig præg af grænsedragningen i 1920, og derfor opstod ideen til at lave Den Danske Ungdomsskole i Højer. En af bagmændene bag skolen, præsten N.P. Nielsen, formåede sammen med mange andre at samle midler ind, blandt andet hos fynske godsejere, så skolen kunne blive bygget og starte i 1951.

Hovedbygningen blev bygget og ungdomsskolen var moderne med alle de faciliteter, en skole på det tidspunkt burde have.

I 1983 blev elevtallet udvidet og der blev bygget en ny elevfløj. I 1987 var elevtallet 82. I 1990 blev skolen forsynet med en hal, som igen blev udvidet i 1994, hvor der blev tilføjet nye undervisningslokaler. Efterfølgende har efterskolen bygget nye elevværelser i 2000 (Vestfløjen) og samtidig forbedret de gamle værelser, så skolen alt i alt fremstår moderne og velholdt.

I foråret 2008 indviedes en ny spisesal og nyt køkken. Det gamle køkken/spisesal blev i 2009 bygget om til fysiklokale.

Gennem skolens historie har der været følgende forstanderpar/forstandere:

1951 – 1959 Carla Schibler.

1959 – 1965 Anni og Hans Bogh.

1965 – 1981 Inger og Marius Høier.

1981 – 1987 Bodil Kjelldorf og Daniel Eiler.

1987 – 2005 Bodil og Wolfgang Dibbern.

2005 – 2011 Lone og Palle Pors.

2011 – 2012 Kim Pedersen.

2012 – 2013 Erling Joensen.

2013 – 2016 Agnes Østergaard.

2016 – Mikkel Fjord-Larsen

Højer Efterskoles formål

” Stk. 4. Institutionens formål er at drive en grundtvigsk præget, dansk efterskole indenfor rammerne af de gældende regler om frie kostskoler. Desuden skal skolen, i det omfang bestyrelsen finder det ønskeligt, give plads for et dansk folkeligt arbejde og støtte egnens nationale og kulturelle liv – i det omfang, det kan forenes med efterskolevirksomheden.”